Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Efter TV2-dokumentar: Kyniske butikstyve findes også i Herlev

Formand for Herlev Handelsforening, Henning Bruun, vil gerne have mere videoovervågning og mere synligt politi for at dæmme op for butikstyverierne.

Der er kommet flere butikstyve, og de er blevet mere kyniske, fordi erfaringen er, at de ofte slipper afsted med deres tyverier. Det er postulaterne i en ny TV2-dokumentar ‘Hvor er politiet?’, som kørte over skærmen denne uge.
Ovenstående kan formand for Herlev Handelsforening, Henning Bruun, tildels nikke genkendende til i Herlev.

»Vi er ikke i orkanens øje, men vi er ramt af det samme bare i mindre målestok. Der har været en del tyverier her i centret, også her i butikken qua vi har parkering ude foran døren. I ét tilfælde oplevede vi, at en person går ind og tager fem vindjakker og to stabler med cowboybukser, og så går han ud til bilen og kører væk«, forklarer formanden.

Mere synlighed
Han kan også genkende frustrationen over, at en anmeldelse til politiet ikke umiddelbart fører til noget.

»Det hjælper ikke noget at melde det, for politiet har ikke ressourcerne eller tid til at hjælpe. Det er heller ikke altid, vi når at se, hvad der sker«, forklarer han, der dog tilføjer, at butikkerne i foreningen har en fælles aftale om, at anmelde alle butikstyverier, fordi det måske kunne føre til noget større til hjælp for politiets efterforskning.

LÆS OGSÅ: Kødtyveri blev til røveri
Til at dæmme op for lignende butikstyverier som det nævnte fremover har formanden to forslag. Dels mere synligt politi og dels mere videoovervågning i Herlev Bymidte Butikscenter, hvor hans butik Din Tøjmand Bruun, ligger.
Kan betale sig at anmelde

»Politiet har ikke ressourcerne, men det kunne være rart, hvis de gik er par gange op og ned ad gågaden om dagen. Det ville være tryghedsskabende især nu, hvor vi ikke har en bemandet politistation mere«, lyder det.

Leder af Distrikt Nord i Københavns Vestegns Politi, politikommissær, Klaus Børnig Mortensen, bekræfter, at det heller ikke er politiets indtryk, at butikstyverier er et stort problem i Herlev, men han opfordrer uanset alle i den forbindelse til altid at anmelde et tyveri af hensyn til den videre efterforskning.

»Hvis det ikke bliver anmeldt, så er det svært for os at få et indtryk af, hvad der foregår, og jeg lover, at vi tager alle anmeldelser seriøst«, siger han.

Læs mere i Herlev Bladet næste uge.

Du er måske også interesseret i

Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!