Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Louise-sagen: Sådan fandt de kniven

Forsvarets Advanced Search-enhed fandt i alt tre knive, da de for nogle uger siden hjalp politiet med at lede efter et gerningsvåben i Louise-sagen.

Der var gevinst, da Københavns Vestegns Politi for nogle uger tilbage valgte at tilkalde Forsvarets Advanced Search-enhed i jagten på et gerningsvåben i den nu to år gamle Louise-sag fra Herlev. I alt tre knive lykkedes det enheden at finde frem til, hvoraf den ene måske kan vise sig mere end interessant i forhold til sagen, der tager udgangspunkt i knivdrabet på den 32-årige Louise Borglit 4. november 2016 i Elverparken.
Men hvordan lykkedes det egentlig den særlige enhed hele to år efter drabet at finde frem til de omtalte knive?

Preben Sig er, der var med i Kagsåparken, hvor eftersøgningen foregik, er en blandt fire ‘advisors’ i Advanced Search, som hører til hos Ingeniørregimentet i Skive.

Normalt arbejder de i krigshærgede lande som Afghanistan og Irak med for eksempel at sikre områder for vejsidebomber og landminer, men ind i mellem hjælper de også politiet herhjemme.

Kastede med knive

»Det startede med, at politiet anmodede os om assistance. Tre uger før selve opgaven, fik jeg så besked, og det første jeg gjorde var at mødes med politiet for at få noget baggrundshistorie i forhold til, hvorfor det var interessant at afsøge lige præcis det område«, forklarer Preben Sig, der også var ude og besigtige Kagsåparken.

Hjemme på kasernen i Skive satte han sig ned og begyndte at lave en køreplan. Det skete ud fra de oplysninger, han havde fået af politiet om gerningsmandens mulige færden og ud fra basal viden om almindelig menneskelig færden.

»Så findeler jeg området i sektorer og subsektorer i forhold til, hvor jeg vurderer, at det er mest sandsynligt at finde noget interessant hurtigst, og så starter vi der«, fortsætter han.

LÆS OGSÅ: Louise-sagen: Der er fundet en kniv

Han understreger, at man altså ikke starter fra en ende af, selvom det er nemmere. Det er nemlig mere upræcist.

I stedet blev de to teams bestående af seks soldater hver sat til at søge ud fra en såkaldt nulpunktsrute, som man havde fået af politiet. Altså den mulige vej, som potentielt kunne være gerningsmandens flugtrute.

For at vurdere hvor stort et område, der egentlig skulle afsøges, afprøvede han hjemmefra, hvor langt, det var realistisk, at en gerningsmand kunne kaste en kniv. Det viste sig at være et ret stort område.

Han vil dog ikke fortælle hvor stort.

Fund af tre knive

Alt efter opgaven bliver der brugt forskellige typer af hjælpemidler.

»Vi har flere forskellige typer af metaldetektorer, som kan finde forskellige ting. Det  kommer for eksempel an på jordforholdene, hvor meget metal er der i jorden og så videre«, forklarer han og fortæller, at de metaldetektorer, der blev brugt i Kagsåparken er de samme, som de bruger, når de leder efter vejsidebomber i Afghanistan.

»De er temmelig præcise«, forklarer han og oplyser, at tommelfingerreglen er, at man kan finde en tokrone ned i 30 centimeters dybde, men jo større objekterne er, jo længere nede kan man finde dem.

»Vi kan også søge i vand«, påpeger han.

Han henviser til de i alt tre knive, der blev fundet, hvoraf den mest interessante blev fundet i et vandløb. De andre blev fundet  i samme område. Den ene på andendagen og de to andre på sidstedagen, oplyser han, der er glad for resultatet.

»Det er jo det, det går ud på, så føler man også, man har bidraget til samfundet på en positiv måde«, forklarer Preben Sig og påpeger, at de også fik god opbakning fra de lokale.

»Mange stoppede op og skulle høre, hvad der foregik, og man kunne tydelig mærke på dem, at det er en sag, der påvirker dem«, fortæller den militære rådgiver, der er glad for at kunne hjælpe og opfordrer politiet til at henvende sig noget oftere.

Der er endnu ikke offentliggjort et resultat i forhold til de tekniske undersøgelser af kniven, så om Advanced Search skal til Herlev igen vides ikke.

Læs mere i Herlev Bladet

Du er måske også interesseret i

Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!