Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Sognepræst anmelder DR dramaserie

Sognepræst ved Lindehøj Kirke, Niels Jørn Fogh, mener, han kan lære noget af DR’s dramaserie, om end den til tider er overdramatisk, udsvævende og et stykke fra virkeligheden.

Fem ud af seks stjerner. Så meget vil sognepræst ved Lindehøj Kirke, Niels Jørn Fogh, foreløbig kaste efter DR’s dramaserie ’Herrens Veje’ efter de seks første afsnit. Den var ellers tæt på maksimum, men sexscenerne trækker ned.

»Jeg synes generelt, at sexscenerne kunne være skildret med antydninger. Ikke fordi sex er er noget urent, men hvorfor skal vi absolut med ind i folks soveværelser? Det er mellem dem og Gud«, forklarer Niels Jørn Fogh.

Ellers er han ret begejstret for DR’s nyeste dramaserie, der tager udgangspunkt i en præstefamilie gennem generationer, og i familiens kampe med hinanden, med troen og eksistensen.

Inspireret af serien

Den bærende rolle som den nærmest ortodoks kristne provst Johannes Krogh spilles af Lars Mikkelsen, og det gør han godt ifølge Niels Jørn Fogh. Også selvom hans karakter ikke repræsenterer den præstestand i den danske folkekirke, som Herlev-præsten sædvanligvis kender til. Johannes er nemlig både kvartalsdranker, mandschauvinist og har sidespring.

»Man tror dog på ham på trods af hans laster. Og hvorfor gør man så det? Måske fordi Lars Mikkelsen er så fabelagtig en skuespiller«, vurderer han, der alene vil give skuespillerpræstationen topkarakter.

Når det er sagt, er der også flere ting ved Johannes-rollen, som Niels Jørn Fogh kan spejle sig i.

»Han er passioneret og går op i sit arbejde, og så vil han som jeg ikke have, at kirker skal lukke. Vi skal ud og kæmpe for troen«, lyder det fra den lokale sognepræst, som også har bidt mærke i den måde, som Johannes prædiker på.

Specielt i forhold til én bestemt scene hvor han står på gulvet og taler, er velforberedt og går ned ad kirkegangen, mens han henvender sig til menigheden.

»Han talte ind i folks liv og hjerter, og man kunne fornemme, at de havde fået noget ud af prædikenen. Den viste, at gudstjenesten virkelig kan noget, og man troede på det«, forklarer Niels Jørn Fogh, der selv har brugt dramaserien i en af sine prædikener.

Den handlede om Johannes søn August, der som feltpræst i Irak skyder en civil kvinde og efterfølgende må kæmpe med skyld og skam og manglende tilgivelse fra faren, der helst vil begrave hændelsen.

»Det undrer mig, at den gode provst ikke taler stærkere om Guds tilgivelse over for sin søn og råder ham til at fortælle, hvad han har gjort. Jeg tænker, at Guds tilgivelse vil gøre hans samvittighed fri og give ham styrke til at bære konsekvenserne. Det undrer mig også, at hans far har noget imod, at hans søn går til psykiater. Det ville jeg med glæde anbefale; for som Luther sagde, så arbejder Gud igennem alle lige fra skomageren til lægen og psykiateren«, forklarer sognepræsten.

På et overdrev

Det irriterer ham også, at der i præstehjemmet mangler sammenhæng mellem tro og etik. Det hører ifølge sognepræstens overbevisning med til klassisk kristendom, at der er sammenhæng mellem troen på Jesus og livet i det hele taget.

»De bander og svovler i præsteboligen, synger ’Hil dig frelser og forsoner’ Skærtorsdag aften og holder en stor personalefest Langfredag, som nærmest udvikler sig til et orgie. Sådan foregår det ikke i virkelighedens verden, selvom der måske findes outrerede typer nogle steder«, vurderer Niels Jørn Fogh, der mener, det her er ude på et overdrev.

Han forstår dog godt, at baggrunden kan være at skildre mennesket under præstekjolen og hverdagen i præsteboligen. Og gerne på en dramatisk måde, da det nok er lidt kedeligere i virkeligheden, indrømmer han.

Når det er sagt:

»Jeg kan nå godt lære noget af den her serie. For som den viser, er præster almindelige mennesker, der også kæmper med tvivl og anfægtelser. Også vi præster kan indimellem opleve, at når vi råber til Gud, synes vi ikke, der kommer noget svar, så jeg synes, man kan bruge seriens ærlighed til noget«, lyder det fra Niels Jørn Fogh, der har sagt ja til at anmelde de sidste fire afsnit af serien for Herlev Bladet.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!